Efter lange overvejelser – eller bare alt muligt andet, der lige kom før i køen – er det ganske vist: Mutti er gammel nok til at få sin egen side på lidtafdetoglidtafdet. Denne er siden, og her regerer Mutti, når hun lige får luret WordPress og lykken i at skrive en post, når noget er lykkes i køkkenet. Eller hvor det nu er – for kender man min Mutti, ved man, at det lykkes en del andre steder i end i køkkenet, når hun går i gang. Lige så meget, som hun nok egentlig helst ville ha´ nogle noget mere detaljerede ingredienslister fra min side, lige så meget går hun uforfærdet igang i sit arbejdsværelse med stoffer og akuratesse.
Med andre ord har bloggen nu med Mutti som sin nye køkkenskriver fået lidt mere balance i forhold til min bedstemoragtige lidtafdetoglidtafdet-tilgang. Mutti er en ørn til detaljer og pæne bagsider. Går op i, om det gælder 1 cm eller 10 cm. Bliver lidt shaky, når det ikke er angivet, om vi taler spsk eller dc. Om hun har tænkt sig at indvie os i håndsyede hjerter, Kaffe Fassett-inspirerede tæpper eller appelsinsalat, det må vi vente i spænding på at opdage. Måske en dejlig blanding?
Velkommen som køkkenskriver Mutti.